Mergel er en lertype, som indeholder meget kalk (35-65%). Kalken stammer fra undergrunden. Under istiden blev kalkforekomsterne – der kendes især fra Limfjordsområdet og Sjællands klinter – høvlet ned. Kalken blev blandet med moræneleret og dannede mergel.

Mergel blev udgravet overalt i landet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Man gik i gang umiddelbart efter høsten. Den våde, klumpede mergel blev fordelt på marken, så frosten kunne skørne den, og i foråret blev knoldene slået i stykker og harvet ned.

Hensigten var at tilføre jorden kalk, for erfaringen viste, at kalken gav et forøget udbytte. Virkningen skyldes, at calcium-ionerne skubber andre metalioner (og andre positive ioner) af overfladen på ler- og humuskolloider (meget små partikler). De frigjorte kalium-, magnesium- og ammonium-ioner virker som gødning, så længe de er tilgængelige i jordvandet. Desuden er den biologiske aktivitet – og dermed omsætning af plantemateriale – større i basiske jorde end i sur jord.

Imidlertid er beholdningen af gødningsstoffer på kolloidernes overflade ikke uendeligt stor, så virkningen fortager sig efter en årrække. Deraf kom udtrykket:

“Faderen mergler, og sønnen sulter”

Derudover spillede brugen af mergel også en stor rolle i forbindelse med opdyrkningen af den jyske hede. Hedejord er bl.a. kendetegnet ved en lav pH-værdi – sur jord. Ved at tilføre kalk i form af mergel kunne man opnå højere pH-værdi.